Elskede Sandramus. Det var alt for tidligt du forlod os, vi skulle blive gamle sammen. Jeg skulle passe på dig, når vi blev gamle og du skulle passe på mine piger. Det var vores aftale. Men jeg ved, at du har fået fred for sygdom, smerte og psykisk pres. Og jeg ved, at du nu er med mig hele tiden. Jeg kan mærke dig og se dine små tegn du sender mig. I mine drømme lever vi. Du og jeg. Og jeg ved, at du mere end nogensinde før passer på os. Du og dit minde vil leve videre i os. Aldrig har jeg mødt et menneske der passer så godt på andre, og under andres glæde og lykke som du gjorde. Det beundrer jeg dig for. Tak for at give mig de bedste barndomsminder. Kan du huske den sang vi skrev sammen til MGP, den har jeg sunget mange gange for mig selv den sidste måned og mine tåre triller: “ Jeg sidder her, alene igen og drømmer om dig, min bedste ven. Jeg glemmer dig aldrig min bedste ven.” Sandramus, du vil for evigt og altid leve videre i vores hjerter. Vi elsker dig til månen og tilbage igen. Jeg vil ikke sige farvel. Men at vi ses. Din Anna - Og resten af familien 6 x Petersen